Mary Fonden – Kattunneq
Geografi og biologi
Kattunneq er navnet på Mary Fondens projekt målrettet de grønlandske krisecentre for kvinder og børn, som har været udsat for vold i hjemmet. Kattunneq arbejder for at styrke fagligheden hos de ansatte gennem kurser, efteruddannelse og øget samarbejde med andre fagpersoner på området. Et krisecenter er nemlig ikke bare et midlertidigt tag over hovedet. Det er et sted, som kvinderne skal forlade med fornyet styrke og tro på, at de fortjener – og kan få – et liv uden vold. Det er derfor fuldstændig afgørende, at kvinderne får den rigtige modtagelse og den rigtige rådgivning.
Motor Agency fik til opgave at skabe et logo og en visuel identitet for projektet. Vi ønskede et logo med en reference til Grønland, ligesom vi naturligvis ønskede et logo med en passende symbolik. Efter grundig research faldt valget på en ikoniseret fremstilling af den storblomstrede Gederams, der betragtes som nationalblomsten i Grønland, hvor blomsten hedder Niviarsiaq – grønlandsk for ung pige/kvinde. Blomsten er et symbol på livsglæde, og den indeholder en fin balance mellem skrøbelighed og skønhed. Den lilla farve er varm og feminin, og de fire blade, der udspringer af det diskrete hjerte i midten, signalerer sammenhold og omsorg.